Du kender sikkert godt de morgener eller stunder, hvor du bare ikke føler dig motiveret til noget som helst. Især heller ikke, hvis det bare siler ned udenfor og trætheden hiver i dig. Sådan en manglende motivation kan bare gøre dagen uoverskuelig, og tiden føles bare som om den er gået total i stå. Verdens langsomste dag – både på jobbet og når aftenmadensmaden skal laves. Du ser bare frem til RO!

I dag skal vi kigge lidt nærmere på hvad motivation er for en størrelse, for uden en stærk og dybtfølt motivation kommer du ikke langt. Det er vigtigt at du er åben for at undersøge, styrke og dyrke din motivation. Din motivation er altafgørende for, at du kan komme i mål med at skabe de forandringer i dit liv som du inderst inde ønsker.

Jeg tænker, du allerede er motiveret for at skabe forandringer i dit liv, siden du læser med her.

I dette indlæg skal vi på en rejse, for at tænde din motivations flamme endnu mere! Den skal være topmotiveret, så du kan gå igennem stort set alt for at skabe den hverdag og det liv du ønsker – og ikke mindst fortjener.

ER DU KLAR?

Hvad motiverer dig?

Der er to former for motivation. Du kan være motiveret, fordi der er noget du gerne vil undgå eller væk fra. Min interesse for personlig planlægning og styring af egen tid var motiveret af en frygt for at stress skulle styre mig igen. At tinnitus og lydfølsomhed ville fortsætte med at begrænse mig. En frygt for ikke at have kontrol over min egen tid og mit liv generelt. En frygt for, at hvis jeg ikke skabte en ændring, så ville jeg miste min kæreste og det familieliv, jeg drømte om. Frygt er en stærk og magtfuld motivationsfaktor! Jeg var topmotiveret til at lære ALT om personlig planlægning og fokus, da jeg kunne mærke, at med netop disse værktøjer, kunne jeg undgå min værste frygt – stress, at blive alene og ukontrolleret tinnitus og lydfølsomhed.

Men jeg var også motiveret, fordi jeg med disse redskaber kunne se en belønning for mig selv.


Motivation er en tilstand, som knyttes til hjernens såkaldte ’belønningssystem’. Dopamin er et hormon, som har flere funktioner i kroppen. I forbindelse med motivation frigives dopamin, når hjernen forudser en belønning ved et givet udfald. Følelsen af motivation opstår altså, fordi dopamin udskilles som følge af en forudset belønning. På den måde går udskillelsen af dopamin forud for en motiveret handling.

www.carrotstick.dk/motivation-et-fysiologisk-perspektiv/

Selvom jeg var i det rene indre kaos, så kunne jeg også se, hvilke fantastiske belønninger og nye muligheder jeg kunne få, når jeg havde fået styr på min egen tid. Jeg kunne se, hvordan jeg selv kunne være med til at skabe det liv og den hverdag, som jeg inderst inde altid havde drømt om. Jeg kunne se, at jeg kunne blive det menneske med overskud , som jeg i virkeligheden gerne ville være. Overskud til at takle både mig selv, familien og arbejde. Den stærke indre motivation driver mig stadig i dag og jeg elsker den rejse!

Bliv klogere på, hvad motivation er for dig!

Er det de negative konsekvenser, der vil komme, hvis du ikke forandre dig? Eller er det de positive muligheder og belønninger, du vil få, når du forandrer dig? Her skal siges, at ingen af dem er rigtige eller forkerte – for det er den motivation du kan se udvikling i , der er vigtigst og rigtig for dig! Faktisk er de fleste af os motiveret af begge dele

Din egen personlige rejsedagbog

Hvis du er klar på at undersøge og dyrke din indre motivation lidt mere, så find en notesbog og et godt skriveredskab. Denne notesbog skal være din egen personlige rejsedagbog (gem og brug den også i de kommende indlæg).

Brug nu nogle minutter på at besvare nedenstående spørgsmål:

Hvad vil du væk fra?

  • Hvilke negative konsekvenser vil det få for dig, hvis du ikke skaber de nødvendige forandringer i forhold til egen planlægning og styring af tid?
  • Hvordan vil dit liv se ud om 5 år, hvis du ikke forandrer noget?
  • Hvis du ikke forandre dig , hvem i din omgangskreds vil det påvirke – og hvordan?
  • Hvad vil den værste konsekvens være for dig, hvis du fortsætter som nu?

Hvad vil du hen imod?

  • Hvorfor er det vigtigt for dig, at du forbedrer din personlig planlægning og styring af tid?
  • Hvad vil det betyde for dit liv om et år fra nu? Og om 5 år?
  • Hvad vil det betyde i forhold til dig selv, din familie og din omgangskreds?

Måske ved du godt, hvad der motiverer dig til forandring, men nu har jeg givet dig lidt redskaber til at kende dit hvorfor. Nu skulle du gerne være blevet klogere på, hvad du vil undgå og hvad du gerne vil opnå. Blevet mere skarp og motiveret til at skabe lige netop det liv, du drømmer om – og fortjener!

Næste gang…

Næste gang skal vi have fokus på, hvad vi så bruger vores tid på. For igen, er det tiden der styrer dig eller dig der styrer tiden?

Når du gerne vil blive bedre til at prioritere, planlægge og styre din tid, er det vigtigt, at du er bevidst om, hvordan du bruger din tid. Du har måske selv en forestilling om, hvad du reelt bruger din tid på, men lad os se om næste indlæg vil gøre dig klogere.

Hvad betyder tid for dig?

2 thoughts on “Hvad er din motivation?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.