Vi har alle drømme helt inderst inde – livsdrømme. Spørgsmålet er så bare, om du lever efter dem? Her kan de hæmmende overbevisninger godt sætte ind igen. Måske pakker du nogle af dem væk, fordi andre har fået dig overbevist om, at det ikke er realistisk at opnå. Men hvem bestemmer egentlig det? DIG og KUN DIG!

Det er tid til, at du graver ned i dine aller inderste livsdrømme. Hvad vil du gerne nå og opnå, mens du lever? Hvad ønsker du dig?

Dette er faktisk et vigtigt punkt på denne rejse. Hvorfor? Jo fordi dine drømme er fundamentet for det liv, du ønsker at skabe og hjælper dig med at få skarp fokus på, hvor du vil hen i dit liv.

Det er sjovt, livsbekræftende og spændende at komme i tæt kontakt med ens livsdrømme. Dog kan det også være skræmmende at skulle være helt ærlig overfor sig selv, og ikke lade sig bremse. Du skal tillade dig selv at drømme stort, og slippe dine største og vildeste drømme løs.

Tvivl, bekymring og frygt.

Disse tre begreber er dem, der passer på dig. Men i rejsen på at finde dine inderste drømme frem, kan de være en stopklods. Derfor er der mange, der ikke tør drømme eller opgiver deres drømme inden de overhovedet har tænkt tanken til ende.

Din tvivl kan fx få dig til at tvivle på, om dine drømme overhovedet er realistiske. Din bekymring kan handle om, hvad andre vil tænke, hvis du nu ikke lykkes med din drøm. Og til sidst vil din frygt kunne tegne at frygteligt billede af alle de forfærdelige ting, der kan ske, hvis du træder ud af din tryghedszone og ind i din drøm.

Giv dig selv lov til at drømme.

Drop selvcensur! Kast dig frygtløs ud i drømmeland. HUSK – selv umulige drømme kan gå i opfyldelse. Så længe du klart og entydigt definerer, hvad du vil have. Uanset hvad du drømmer om, så tag ejerskab for dine drømme. De er vigtige for dig, og du fortjener alle de ting, du ønsker og drømmer om. Lad ingen tage dine drømme fra dig. Heller ikke dig selv!

Hvad drømmer du om?

Find din notesbog frem. Nu skal du på rejse i dine drømme. Du skal nu til at finde dit indre legebarn frem, og have det fokus på, at alt er muligt, og du kan få det lige, som du vil have det.

Jeg giver dig her 3 metoder til at brainstorme på dine drømme. Vælg én af dem, eller dem alle, hvis du har lyst.

Metode 1: 15 minutter brainstorm

Sæt dig et roligt sted med din notesbog, hvor du ikke bliver forstyrret. Sæt et stopur til at ringe efter et kvarter. Skriv nu alle de ting ned du drømmer om i dit liv.

Er det svært for dig at komme i gang, så er her lidt spørgsmål til at kickstarte din brainstorm:

  • Hvad drømte du om som barn?
  • Hvad vil du gerne prøve mindst én gang i dit liv?
  • Hvad vil gøre dig lykkelig?
  • Hvad vil du gerne huskes for?
  • Hvem vil du gerne være?
  • Hvad vil du gerne gøre?
  • Har du en hemmelig drøm, som få eller ingen kender til? Hvilken?
  • Hvad vil du gerne føle?

Metode 2: Drømme indenfor dine livsområder.

Sidste gang fandt du dine 8 vigtigste livsområder. Find dem lige frem igen. En anden måde også at komme i kontakt med dine drømme er, at drømme indenfor forskellige områder i dit liv. Tag ét livsområde ad gangen og stil skarpt på det enkelte område. Spørg dig selv:

  • Hvad skal der til, for at dette område bliver 10? (Du satte dem på en skala fra 1-10 sidste gang)
  • Hvad drømmer jeg inderst inde om i forhold til dette område?

Lige meget, hvad der dukker op i din brainstorm, så skriv det ned. Der er en grund til, at netop denne drøm dukker op i din bevidsthed.

Metode 3: 100 drømme!

Lav en brainstorm med en liste af dine 100 drømme. Det er lettere sagt end gjort! Vi kan som regel godt komme i tanke om de første 8-10 stykker rimeligt hurtigt. Så kan det blive lidt sværere. Anstrenger vi os lidt, kan vi godt komme op på 15-20 stykker – men så går vi ofte i stå. Det kræver bare lidt ekstra arbejde at få dem frem i lyset. Når du har noteret en drøm ned, så kan du evt. sige til dig selv: “Fantastisk! Og hvad drømmer jeg ellers om?”

Husk at alt er muligt. Også de små ting. De små drømme. At have tid til sig selv om morgenen, at plante et æbletræ i haven, at have en fast spilleaften med ungerne.

En anden slags liste, der også kan bruges er en, hvor du vil nå nogle drømme inden en vis alder. Jeg har fx i min Bullet Journal lavet en liste der hedder: “50 before 50” – altså 50 ting/drømme jeg gerne vil opnå inden jeg runder de 50 år. Det er fx at have læst 100 bøger, sommertur til Sverige, alene tur med min søn, og at have oplevet et delfinshow. Prøv selv at lave din liste! Blev evt. inspireret af de mange forslag på Pinterest HER

Husk at opdater din drømmeliste.

Hurra! Uanset hvilken metode du har valgt at bruge, så har du fået skrevet nogle af dine livsdrømme ned. Hvordan føles det?

Hold din drømmeliste opdateret og hav den tæt på dig, så du løbende kan tilføje nye drømme, og dem der ikke er aktuelle mere kan slettes. Lad din liste følge dig gennem resten af dit liv.

Prioriter dine drømme.

Da det er lidt urealistisk at udleve alle sine drømme på én gang, skal du nu vælge, hvilke drømme du vil tage hul på. Vælg dine 3 vigtigste drømme for dig lige nu og begrund, hvorfor det er vigtigt, at du udlever netop denne drøm nu? Hvad vil det give dig?

Notér også ned, hvad det første skridt er, der får dig tættere på at udleve drømmen. Fx find priser på drømmerejsen, eller lav kladde på indhold af din første bog.

RIGTIG GOD DRØMMEREJSE!

One thought on “Slip drømmene fri”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.